Pressemeddelelse: Forligsmanden har fremsat mæglingsforslag
19. marts 2024
Forligsmand Lise-Lotte Nilas har i dag fremsat et mæglingsforslag, der omfatter fornyelse af en lang række overenskomster på det kommunale og regionale arbejdsmarked.
Mæglingsforslaget omfatter alle overenskomster mv, der er indgået mellem på den ene side KL eller RLTN og på den anden side organisationer under Fagbevægelsens Hovedorganisation og afdelinger af disse organisationer. Videre omfatter det de generelle aftaler, der er indgået mellem på den ene side KL eller RLTN og på den anden side Forhandlingsfællesskabet i forhold til FH’ s område.
Mæglingsforslaget omfatter endvidere de overenskomster, der er indgået mellem på den ene side KL eller RLTN og på den anden side Dansk Formandsforening, Maskinmestrenes Forening og Deltidsansatte Brandfolks Faglige Organisation, samt de generelle aftaler, der er indgået for disse af Forhandlingsfællesskabet.
Forligsmanden har udarbejdet mæglingsforslaget i samarbejde med KL og RLTN på arbejdsgiversiden og FH og Forhandlingsfællesskabet på lønmodtagersiden.
Mæglingsforslaget vil nu blive sendt til afstemning i de berørte organisationer.
Resultatet af afstemningen vil blive offentliggjort på Forligsinstitutionens hjemmeside mandag d. 15. april 2024 i løbet af eftermiddagen.