Pressemeddelelse: Forligsmanden agter at indlede centrale forhandlinger
17. marts 2023
Forligsmand Jan Reckendorff har i dag haft et møde med DA og FH om de igangværende overenskomstforhandlinger.
Jan Reckendorff udtaler i den forbindelse:
"Jeg har i dag modtaget en ny status for forhandlingerne om fornyelse af overenskomsterne på det private arbejdsmarked. Der er på nuværende tidspunkt indgået forlig på overenskomstområder, der omfatter flere end 92 pct. af de involverede lønmodtagere.
Jeg deltager fortsat i forhandlinger på en række områder, hvor der er anmodet om min bistand.
Det fremgår i øvrigt af status, at der forhandles på en række områder om fornyelse af overenskomster uden min medvirken. Såfremt disse forhandlinger ikke fører til forlig senest søndag d. 19. marts, kl. 12.00, må parterne forvente med kort varsel at blive indkaldt til forhandling i Forligsinstitutionen, med mindre andet aftales med Forligsinstitutionen.
Jeg agter tirsdag d. 21. marts at indlede centrale forhandlinger med DA og FH om en samlet mæglingsskitse, der blandt andet vil indeholde vilkårene for de overenskomster, hvor der ikke er opnået enighed.
Nogle overenskomstparter, der er medlem af DA eller FH, har overenskomst med parter, der ikke er medlem af FH eller DA. Hvis der ikke er aftalt fornyelse af en sådan overenskomst, og der er fremsat krav om overenskomstens medtagelse i et eventuelt mæglingsforslag, vil overenskomstens parter få lejlighed til at drøfte dette i Forligsinstitutionen. Parter i sådanne overenskomster må påregne at blive indkaldt med meget kort varsel til forhandling.”